Eventyret om den blå konge

	Der var engang i et land højt mod nord en tynd mand, der ville være konge, men han vidste ikke rigtig, hvordan han skulle blive det. For i landet var der noget, der hed demokrati, som betød at alle indbyggerne i landet skulle stemme om, hvem der skulle være konge. Han bad om hjælp hos den lille tykke trold, som havde så store horn i panden som en hjort. Trolden fandt på råd. De skulle dele indbyggerne i landet op i 2 grupper. En gruppe, som de kaldte de blå, skulle være lidt større end den anden, som de kaldte de røde. Den blå skulle bestå af alle de rige, de veluddannede og dem der tjente mange penge, mens de røde skulle bestå af de dårligst uddannede, de der havde de små lønninger og de fattige.


	Den lille tykke trold sagde så, at de skulle se helt bort fra de røde, for de kunne alligevel ikke lide den tynde mand, og ville aldrig stemme på ham. Den tynde mand skulle i stedet rejse rundt blandt de blå og finde ud af, hvad de synes, han skulle sige og gøre, for at de ville vælge ham til konge.


	Planen lykkedes, den tynde mand blev valgt til konge. Nu fulgte en dejlig tid for de blå. Når de bad kongen om noget, så fik de det bare, og hver gang der var valg bestemte de blå, at han skulle være konge igen, men alle gaverne kostede mange penge, så kongens skatkammer blev lige pludselig helt tomt. Den blå konge blev helt fortvivlet, for han vidste, at hvis han ikke kunne blive ved med at give gaver til de blå, ville de ikke stemme på ham igen, og han kunne heller ikke bede dem om penge, for så ville de blive sure på ham. Han gik igen til den lille tykke trold med de store horn i panden. Trolden fandt straks på råd. Du er konge, sagde han, du bestemmer, derfor skal du udsende et dekret, som siger, at det røde folk skal betale mere i skat, og sådan blev det. De røde var fortvivlet, for de havde jo i forvejen ikke ret mange penge, men de var nødt til at følge kongens befaling.


	Sådan gik mange år, hvor kongen gav de blå gaver og hentede pengene hos de røde. De blå besluttede, at de ville have deres egne skoler, så deres børn ikke skulle gå sammen med de røde. Kort tid efter var de blå skoler i gang, og de blå gik til kongen og sagde, at de ikke ville betale til de røde skoler, for de havde jo deres egne skoler. Det kunne kongen godt forstå, så han besluttede, at de røde skoler skulle have færre penge.



	Så ville de blå have deres egne sygehuse. De ville ikke stå udenfor i kulden og vente sammen med de røde, men behandles med det samme. De blå sygehuse kostede mange penge, men kongen hjalp ved at give dem nogle ekstra penge. Således fik de blå deres egne sygehuse, så når de blev syge, kunne de blive behandlet med det samme. De røde måtte godt komme på de blå sygehuse, men de skulle vente udenfor, indtil der ikke var flere blå, der skulle behandles. Som med skolerne, skete der det samme med sygehusene, de blå ville ikke mere betale til de røde sygehuse, og sådan blev det.



	Kongen besluttede også flere gange, at de blå skulle betale mindre i skat, hvorefter han hentede pengene hos de røde, så der er ikke noget at sige til, at de blå var rigtig glade for kongen.


	Men så en dag skete der noget mærkeligt. Der kom en fe, som var sur på den blå konge, hun ville ikke have, at han skulle være konge mere, hun ville have, at der skulle være en dronning, og ikke nok med det, hun ville have en rød dronning. Den blå konge blev rigtig sur, men feen bestemte, og så fik landet en rød dronning.


	Den røde dronning var rigtig glad, hun ville så gerne gøre en masse gode ting for det røde folk, som havde haft det så svært i mange år. Fra starten af havde de været fattige, men under den blå konge var de blevet endnu fattigere. Men hvis dronningen skulle gøre en forskel, skulle hun bruge penge, og da hun fik nøglen og gik ind i skatkammeret, så hun, at det var ganske tomt. Den røde dronning gik nu til feen og spurgte, om hun ikke ville hjælpe hende med at skaffe nogle penge, så hun kunne opfylde de løfter, hun havde givet til det røde folk. Feen lo bare og åbnede sin kåbe, og da så dronningen, at feen var ganske blå indvendig.


	Den røde dronning blev ganske fortvivlet, for hvis hun skulle skaffe nogle penge blev hun nødt til at tage dem fra de fattige, for at hjælpe de fattige, og det gav ikke nogen mening. Dronningen tænkte sig om i rigtig lang tid, men hun kunne ikke finde ud af, hvad hun skulle gøre, derfor besluttede hun, at hun slet ikke ville være dronning mere. Og således gik det til, at den blå konge fik lov til at regere igen, og hvis han ikke er død, så fortsætter han med at dele gaver ud til de blå. Snip, snap snude, så var den historie ikke længere.